Klondaikes Campari aka Rosie

Rosie kom til os sammen med sin kuldsøster Sara (Klondaikes Cocktail).

 

Tidligere ejer var død, og hundene var ikke ret gamle, knapt 3 år, og skulle begge have et ny hjem. De var tæt knyttet til hinanden, og skulle helst ud sammen.

Det var ret tydeligt at de søgte tryghed hos hinanden.

Da de kom til vores familie, både to og firbenede, var det svært for dem. Rosie faldt relativt hurtigt til, og ville gerne have kontakt med os. Rosie er en ualmindelig rar hund, som søger os, og gerne vil være med hele tiden. Hun er lidt af en "sofa-kartoffel". Det eneste tidspunkt hun er lidt uden for pædagogisk rækkevidde på, er når hun får mulighed for at jagte rundt med vores høns.

Rosie stillede på DSPK's udstilling i november 2018 i Holbæk, hvor hun opnåede at få excellent (1.præmie). Jeg var ret nervøs for hvad dommeren ville sige til hendes ører, det ene står flot op, det andet ligger lige så flot ned. Men mine bekymringer blev gjort til skamme, da hun har så mange gode kvaliteter ud over sine ører.

Rosie er mor til:

Tegneserie-kuldet 2019
Kort tid efter Rosie ankom startede hun løbetid. Og da jeg allerede havde fundet hanhunden, ja, så blev Rosie mor til et kuld fine hvalpe, 5 stk. Hun klarede både fødsel og pasning af hvalpene til UG med pil op. Far til dette kuld er Gribskovens Filur - Herman

Bil-kuldet fra 2020
Det blev sommer og Anja og Anders spurgte om vi kunne passe Herman en uges tid, mens de tog på ferie. Det sagde vi ja til, og dagen før Herman skulle komme, gik Rosie i løb. Dagen før Herman blev hentet gik Rosie til bal uden trusser og det kom der 8 hvalpe ud af. Herman kunne ikke løbe fra fadderskabet, og kuldet kunne stambogsføres.