-|- Gribskovens Turbo aka Gunnar 17.09.2019 - 28.08.2020
Gunnar er efter Klondaikes Campari (Rosie) og Gribskovens Filur (Herman), en blandt Rosies bilkuld, hvor der var 8 hvalpe i alt
Vi var så naive at gå og tro, at alt var i skønneste orden, men det var det bare ikke. Rosies kejsersnit og efterfølgende stress og smerter gjorde at vi forsøgte at blande os så lidt som muligt. Det betød at Gunnar, der var en af de mindste i kuldet, ikke fik nok mælk og faktisk sultede indtil vi fik øje på ham - en lille, radmager og grim hanhund, som man kun kunne holde af.
Gunnar fik mælkeerstatning og "puppyboost" og han slugte alt hvad han fik tilbudt. Han fik mad og mælk flere gange om dagen. Nogle gange fik han spist så meget, at han næsten ikke kunne gå. I løbet af et par uger tog han på, voksede med lynets hast og indhentede sine søskende. Der var dog bare det med Gunnar, at hans bagben/bagkrop ikke fungerede helt som normalt. Men han var aktiv, glad, nysgerrig og ville meget gerne ligge på skødet, når han havde spist.
Gunnar var en tur til dyrlægen, som godt kunne se, at noget var galt. Han nævnte hjerneskade, men sagde også at en lille hund som Gunnar, som havde så meget energi og mod på livet skulle have en chance. Altså tog vi Gunnar med hjem, velvidende at vi ikke kunne sælge ham til en ny familie før vi vidste, hvad problemet helt præcist var.
Efterhånden som Gunnar voksede til, begyndte han at dreje rundt om sig selv, og det blev værrer og værrer. Særlig slemt blev hans rotation når han blev udsat for noget nyt og ukendt. Det resulterede i at han somme tider drejede så meget og hurtigt rundt om sig selv, at han slog hovedet ind i stoleben og dørkarme.
Da Gunnar blev kønsmoden ved 6 måneders alderen, blev hans kærlighed til damerne meget aggresiv og voldsom. Når vi havde tæver i løbetid, var han ikke til at styre, for damerne var bare for lækre. Han bed og flåede i dem, uden at vide hvad han skulle stille op med dem. Selv om flere af damerne satte ham eftertrykkeligt på plads, så gjorde det ikke indtryk på ham. Til at begynde med gav vi ham baby bodystocking på, så vi var sikre på at det ikke lykkedes ham at parre en løbsk tæve i et øjebliks uopmærksomhed. Hans roteren blev stadig værrer, og det blev besluttet at han skulle kastreres.
Da Lene ringede til dyrlægen for at aftale en tid til kastration, spurgte dyrlægen selvfølgelig hvorfor en ellers fin hanhund skulle kastreres, og jeg forklarede hvad der foregik. Vi fik en længere snak i telefonen, og efter et par dages betænkningstid, blev kastrationen til istedet til aflivning.
Det var en meget svær beslutning at tage, dels fordi vi havde kæmpet for at Gunnar skulle overleve sin svære start på livet, og dels fordi vi jo havde knyttet os til ham, som den han var, samtidig med at han var en kæmpestor personlighed og stod for mange pudsige og sjove indfald og en kilde til megen morskab. At skulle bestemme over liv og død er på ingen måde noget ønskværdigt. Men beslutningen blev taget, da vi måtte erkende at Gunnar ikke kunne fungere normalt, og at hans adfærd var blevet en belastning, også i forhold til resten af hundeflokken.
Vi har delt mange historier om - og billeder af Gunnar på sociale medier, som mange mennesker har fulgt med i. Gunnar har på mange måder lært os meget og han har sat sine aftryk i os hos Kennel Gribskovens.