Stille og stille? Det er måske så meget sagt, men med mange ”gamle” hunde i stalden og en ultra kold vinter, så har aktivitetsniveauet ikke været specielt stort i 2018. Lidt er der dog sket.
Bretons – highlights
På DBK´s hovedprøve i marts ved Horsens og omegn opnåede Gribskovens Pippi v. Gudmund Jensen 2. præmie i ÅK. Gribskovens Harley v. Claus Raahauge opnåede 2. præmie i UK.
I sommers opnåede Breton Bandens Soleil Excellent i ÅK på FJD´s udstilling i Vissingbjerg.
Gribskovens Faru (11 år) formåede at sætte alle opkomlingene på plads på den sjællandske familiedag, da han sin alder til trods blev hurtigste hund på kaninbanen. Det var i øvrigt meningen, at Faru skulle på sin sidste (lokal-)prøve i vinters, men det kolde vejr medførte aflysninger af disse prøver. Nu må vi se, om 2019 kan skabe en lille plads til ham!
Gribskovens Sifi v. Inger Jacobsen og Gribskovens Harley v. Claus Raahauge bestod klubbens almene apporteringsprøve. Aida kom i mål på samme prøve, ligesom Gribskovens Bertha blev overtalt til at stille på B-prøven, hvor hun fik en 1. præmie.
Det er i øvrigt en fornøjelse at følge Gribskovens Ronja og Martin Welhaven, når de bevæger sig rundt i de norske fjelde. Martin fornøjer os og andre jævnligt med opslag på Facebook. Mon ikke hun fortjener en plads på ”Tophunde fra Kennel Gribskovens”, når der vedvarende dukker billeder op med fældede ryper og skovfugle?