Stille og stille? Det er måske så meget sagt, men med mange ”gamle” hunde i stalden og en ultra kold vinter, så har aktivitetsniveauet ikke været specielt stort i 2018. Lidt er der dog sket.

Bretons – highlights

2018.08.12 IMG 9905 Sifi IngerPå DBK´s hovedprøve i marts ved Horsens og omegn opnåede Gribskovens Pippi v. Gudmund Jensen 2. præmie i ÅK. Gribskovens Harley v. Claus Raahauge opnåede 2. præmie i UK.

I sommers opnåede Breton Bandens Soleil Excellent i ÅK på FJD´s udstilling i Vissingbjerg.

Gribskovens Faru (11 år) formåede at sætte alle opkomlingene på plads på den sjællandske familiedag, da han sin alder til trods blev hurtigste hund på kaninbanen. Det var i øvrigt meningen, at Faru skulle på sin sidste (lokal-)prøve i vinters, men det kolde vejr medførte aflysninger af disse prøver. Nu må vi se, om 2019 kan skabe en lille plads til ham!

Gribskovens Sifi v. Inger Jacobsen og Gribskovens Harley v. Claus Raahauge bestod klubbens almene apporteringsprøve. Aida kom i mål på samme prøve, ligesom Gribskovens Bertha blev overtalt til at stille på B-prøven, hvor hun fik en 1. præmie.

Det er i øvrigt en fornøjelse at følge Gribskovens Ronja og Martin Welhaven, når de bevæger sig rundt i de norske fjelde. Martin fornøjer os og andre jævnligt med opslag på Facebook. Mon ikke hun fortjener en plads på ”Tophunde fra Kennel Gribskovens”, når der vedvarende dukker billeder op med fældede ryper og skovfugle?

I efteråret deltog Gribskovens Chilli og Gribskovens Bertha på en nyjægerjagt. Der var på dagen 3 situationer med mulighed for fældning af fugl. Det sørgede Chilli, Bertha og Harley for. Sidstnævnte uden for konkurrence.

Ja, Bertha kan finde fugl. På klubbens efterårsvinderprøve kom hun med over middag, men her var kræfterne brugt op, og det øvrige felt var for stærkt. Det var måske Berthas sidste prøve, da vi må erkende, at hun (9 ½ år gammel) er blevet svag i bagkroppen. Hun fungerer tilfredsstillende til daglig, men når jagtlysten får lov til at udfolde sig i fuldt flor, så betaler hun prisen bagefter.

Med hensyn til husets nye håb – Breton Bandens Soleil – så blev hun hårdt ramt af den kolde vinter, som lagde en stor begrænsning på årets indledende træningsmuligheder på marken. Soleil har vist stor jagtlyst, glad for harer og råvildt, og i september og oktober har vi set, at hun også har standen i sig. Det skal følges op i det nye år, og så må vi se. Fugle kan hun finde, men hun er lidt voldsom i sin adfærd på marken.

Et enkelt kuld er det også blevet til. I foråret – den 16. maj 2018 – kom jagtkuldet til verden. Vi kastede os ud i en lidt utraditionel parring, da vi valgte Farus bror – Gribskovens Laban – som far til Aidas hvalpe. Det blev til 6 stykker, som vi glæder os til at følge i 2019.

Dværgpinschere

IMG 9481Daisy barslede med Gribskovens Louis, som på trods af sin singletonstatus alligevel fik nogle legekammerater og udviklede sig til en fin lille herre.

Den gamle hønsetyv Twiggy, 10 år, er trods sin høje alder fin og frisk. Hun har været ved dyrlægen et par gange med alderdomsskavanker, men hun trives nu, især med sweater på i vinterkulden.

I 2018 kom to nye dværgpinschertæver til, Sara og Rosie, til Kennel Gribskovens. Det kom lidt som en overraskelse, men nu er de her, og Rosie går i skrivende stund og er meeeeget gravid.

Rosie var på udstilling i Schnauzer og Pinscherklubben i november. Hun stillede i åben klasse og kom hjem med en exellent (1. præmie).